KONCERTANMELDELSE

Med Jacob Karlzon & Viktoria Tolstoy på hovedscenen fredag aften åbnede også Musikhuset København sit righoldige jazzprogram under sommerens jazzfestival.

Det svenske makkerpar er pt. en af broderfolkets mest markante duoer på klaver og vokal. De har turneret sammen igennem mere end to årtier og kender hinanden godt som kunstnere. Derfor kunne man også på forhånd have frygtet, at deres perfomance kunne blive præget af automatisme eller sikre, forudsigelige valg. Og selvfølgelig startede de ikke forfra, da de endelig stod der, men Karlzons improvisationer indenfor de aftalte rammer drev alligevel Tolstoy og sammenspillet frem til nye, udfordrende og for os alle berigende facetter. Heldigvis.

Tolstoy er, som en svensk anmelder en gang skrev, ”jazzens store melodramatiker – en musiker, der som ingen anden kan få lykken til at lyde skrøbelig og bitre ting til at lyde magiske og smukke”. Dén evne tydeliggjorde hun fredag aften. Da Karlzon samtidig er en pianist, der vægter overgange og det tvetydige – uanset om han momentant er i et hjørne inspireret af klassisk musik eller rock – så blev summen af det, de to skabte, ekstraordinært – selv om første sæt var fremstod mere forsigtigt og uengageret end andet sæt. Det var som om Karlzon lige skulle skrue ned for charmen og Tolstoy op. Men herefter – i andet sæt – ramte de altså plet tilsammen.

Bedste nummer i første sæt var versioneringen af Lars Danielssons (og Cæcilie Norbys) ”Women of Santiago”. Bedste nummer i andet sæt var versioneringen af Pat Methenys (og Anna Alerstedts) ”A Moment of Now”. I de sange fremstod Karlzon & Tolstoy som en duo rundet af intimitet, intensitet og nærvær. Ja, som en duo optaget af at berette.

I passager – især i første sæt – syntes jeg, at Karlzon begav sig for langt og længe ud ad spor, der endte blindt. Men når han justerede og varierede sit spil, var han til gengæld – ja, undskyld Tolstoy – koncertens helt store oplevelse. Hans indlevelse var eminent, ligesom hans evne til at improvisere var det. Tolstoy var til gengæld bedst, når Karlzon pressede hende – det kunne være til intimitet eller krævende ”højdespring”. Når de to forenedes i et af yderpunkterne blev de selv – som os andre – ramt af spontan glæde over sangene og musikken. De kunne fremstå som duellanter, der tvang hinanden til at yde deres ypperste, og når det så lykkedes den ene at presse den anden, og de kort efter begge kunne ånde ud og lade sig hylde, så var det med ægthed og glæde ved live-musikken, de for en stund slappede af. Og netop det – ægtheden og glæden – gjorde min (og sikkert også andres) oplevelse vederkvægende.

I Musikhuset København, der først og fremmest vægter akustisk musik, var akustikken perfekt. Balancen mellem Steinway-klaveret og vokalen var til gengæld ikke optimal. Desværre for Tolstoy. Men skidt. Intimscenen med basunengler og anden tingeltangel og krummelurer frydede sig med publikum over broderfolkets udsendte og deres kvaliteter.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk