Jonas Struck: Fuld af kærlighed (soundtrack)

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Danske Jonas Struck er ikke bare kendt herhjemme som en solid sideman (læs: guitarist) i poprockbandet, Swan Lee, der har Pernille Rosendahl som frontfigur/forsanger. Struck er i løbet af det senere årti også blevet kendt for sit virke som filmkomponist, og nu har han begået endnu ét – denne gang til Pernille Rosendahls søster, filminstruktøren Christina Rosendahls nye film, Fuld af kærlighed.

Det er et soundtrack, der – når man hører det uden at se levende billeder til – afslører, at Struck som filmkomponist er helbefaren – også når det gælder det store udtræk. Han mestrer formatet – men det grænser også op til det enerverende at høre soundtracket uden samtidig at se de levende billeder.

Soundtracket til Fuld af kærlighed bærer nemlig i høj grad præg af, at musikken i og for filmen er vignetter snarere end et samlet værk med ét tematisk udtryk. At der (for det meste) er tale om vignetter fremgår, synes jeg, af de enkelte tracks’ titler. Her er seks eksempler: ”Kenya aflyst”, ”Cykler i regnvejr”, ”Helen løber”, ”Sværm”, ”Sofias sidste cykeltur” og ”Overfaldet”.

Jonas Struck formår imidlertid at skabe vignetter, der – når de høres samtidig med, at man ser de levende billeder – vitterligt understreger følelser, stemninger og begivenheder. Dén metier mestrer han altså. Og når han samtidig formår at skabe en kendingsmelodi / en kendingssang som ”Matters of the Heart”, som på albummet forekommer i tre forskellige version, men i kerneversionen har Swan Lee og Pernille Rosendals vokal som afsender, ja, så føler man sig som lytter i trygge hænder.

Som i flere af hans tidligere soundtracks – f.eks. soundtracket til Lea Globs dokumentarfilm, ”Apolonia Apolonia” (det udløste en Robert-pris) – formår han med sin elektroniske lydlandskaber og organisk akustiske instrumenter – og Pernille Rosendals vokal – at skabe temaer, der slår en films (i dette tilfælde ”Fuld af kærlighed”s) tema an, så det er til at forstå. Bare lyt til titelnummeret, og du vil forstå, hvilken stemning, filmen vil hensætte dig i.

****  /  Sound by Struck  /  37 min.  / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share