Dan Loomis: Revolutions

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det er et enestående værk, den amerikanske jazzkomponist og –bassist, Dan Loomis, har skabt. Albummet, Revolutions, er hans stærkt gennemtænkte og vellykkede, konceptuelle værk om revolutioner i det syd- og mellem- og nordamerikanske. Det er et værk, der består af akustiske og elektroniske kompositioner og lydspor og af betydelige passager af spoken words, som også er skrevet af Loomis. Disse spoken words (som læses eminent godt op af Taïna Ligonde) handler om faktiske begivenheder i Sydamerika, Mellemamerika, Caribien og Nordamerika. Det er – som man vil kunne forstå – alvorlige sager, for der findes ikke revolutioner, uden forudgående og/eller medfølgende tragedier. Og den alvor afspejler såvel musik som ord. Men samtidig er der en legende lethed over instrumentalisternes andel i udtrykket. Loomis og hans medsammensvorne – klarinettisten Owen Broder, guitaristerne Sebastian Noelle og Jeff Miles og trommeslagerne Rodrigo Reccabarren og Ches Smith – gør et virkelig godt og solidt arbejde. Både som individuelle musikere og som gruppe. Derfor bliver Loomis’ fortløbende fortælling, som så at sige strækker sig over tyve numre og 69 minutter også yderst magnetisk. Og det, selv om Loomis egentlig kalder folk til barrikaderne på ny. Han gør det på en så raffineret måde, at man får trang til at følge hans kald og kaste hindringer op for aktuelt autoritære kræfter. Numre som The Spark of Liberty, Toussaint og Simón’s Choice er gode eksempler på konceptalbummets kvalitet.

*****  /  Adhyâropa Records  /  69 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share