MUSIKANMELDELSE

Danske Lars Mikkes’ har selv givet Requiem – Stop War genrebetegnelsen, en messe. Han kalder den også Symfoni nr. 1. Uanset titel, så er musikken instrumental, altovervejende elektronisk. Den består i konturer af mørke, dystre, til tider industrielle – til tider sfærisk flydende lydflader; til tider noget, der minder om pulserende riter; til tider syntetiske stemmer eller skrig.

Der er i musikken, som på coveret, noget på én gang uendeligt, ildevarslende, overjordisk og klaustrofobisk over Mikkes konstruktion / rekviem. For mit eget vedkommende er hans messe / musik ikke noget, jeg hygger mig med. Snarere oplever jeg musikken som kvælende, dramatisk og, ja, klaustrofobisk – som en intellektuel udfordring snarere end en følelsesmæssig lindring.

Mikkes har ganske givet skrevet og indspillet sin messe / symfoni under indtryk af de krige og konflikter, der pt. præger kloden. Måske kombineret med det indtryk, de hastigt omsiggribende miljø- og klimaforandringer – og i øvrigt den digitaliserede verden og de sociale medier m.m. – afsætter i form af fremmedgørelse, afstand, splittelse, distancering og polarisering. I hvert fald er der i lange passager noget stressende og trist over hans messe / symfoni, som ifølge pressemeddelelsen (der følger udgivelsen) ”handler om” (…) ”en persons åndelige rejse ind i underverdenens hemmelige skjulested”, om ”drømme” og ”minder”. Det fremgår ikke, om disse drømme og minder handler om fortiden eller nu- og fremtiden. Eller for den sags skyld om krig. Pressematerialet gør mig ikke klogere, hvad det angår. Men musikken? Den matcher titlen ganske godt. Eller rettere – titlens afsæt – der er en krig, og messen er et skrig om nøden i krigen: skån os for døden. Symfoniens satser har undertitlerne: ”Surrender”, ”Stop War”, ”Take Off” og ”Peace Prayer”. Og disse fire satser suppleres med to soundtracks, hvortil Mikkes har konstrueret film: ”Stop War” og ”Reborn”.

For mig er det nærliggende at tænke på krigen i Ukraine, når jeg hører hans musik. Men om det er den, Mikkes har set for sig, aner jeg faktisk ikke. Det kan lige så vel være, at hans musik er opstået ud af en oplevelse af ensomhed. Uanset hvad, så er er symfonien lang og dyster, en intellektuel udfordring.

***  /  Eget selskab  /  107 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk