Calum Builder: Renewal Manifestation

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Calum Builder er en australsk komponist og saxofonist, bosiddende i København. Han er, at dømme ud fra hans hidtidige produktion, optaget af dybde og mørke, spiritualitet og død – i musisk forstand i messer og sakral musik. Det bekræfter ”åndemaneren” bare igen-igen med sit nye album – eller er det en EP? – Renewal Manifestation. På udgivelsen, som han har skrevet al musikken til, ”spiller” Svend Hvidtfelt Nielsen kirkeorgel – Builder siger, at hans kompositioner bringer orglet tilbage fra de døde. Og så har Builder i øvrigt inviteret strygertrioen, CRUSH String Collective, og sin egen altsaxofon med til festen. Det er imidlertid ikke en helt almindelig fest, han har inviteret sine sidemen og os andre med til. Det er endda ikke musik i gængs forstand, han præsenterer os for. Snarere lyde. Landskaber af lyde. Med overtoner og orgelregistre trukket halvt ud – måske inspireret af Keith Jarretts legendariske udgivelse, Spheres fra 1976. Builder tilfører hertil et lag af kradsen, fløjten, knitren og raslen, som ender ud i noget, der minder om industriel støj. Indledningsvist er orgelet alene, men efterhånden møder de andre instrumenter frem og den mærkværdige form for industriel, instrumental kommunikation opstår. Det hele er minimalistisk og samtidig meget bombastisk – musik for øvede lyttere.

***  /  Dacapo Records  /  35 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share