MUSIKANMELDELSE
Blågræs er en strid græsart, der findes naturligt i eksempelvis Vendsyssel, hvor troubadouren, Søren Krogh, kommer fra. Men ordet ”blågræs” er også en direkte oversættelse af et amerikansk udtryk, der dækker over en bestemt musikgenre i grænselandet mellem folk, country og blues.
De to betydninger tilsammen indrammer det, der er Søren Kroghs virkelighed og metier. Han spiller bluegrass med sit nordjyske band, der til og med er døbt Blågræs – lige som i øvrigt det nye album lyder navnet, Blågræs.
Blågræs er det andet album i en planlagt triologi, der indledtes i 2022 med albummet, Havtornland, og det andet album ligger tematisk og musisk i umiddelbar forlængelse af det første. Sangene handler om stort og – især – småt i det forblæste nord. Og dét er både godt og skidt. Godt fordi det giver Krogh som kunstner og den første to tredjedel af hans trilogien en særegen karakter og kant. Men skidt, fordi det bliver for småt – teksterne er for banale, musikken for simpel.
Nok fik singer-songwriteren, Krogh, en Danish Music Award i 2013 som årets sangskriver og endnu en i 2016 som årets sanger. I 2021 modtog han endda hædersprisen, ”Opmuntringsprisen”, for sit lange virke som sangskriver. Men på Blågræs savner jeg en litterær eller i hvert fald lyrisk og musisk tyngde. Der går simpelthen for meget halbal i den.
At Krogh (som selv synger og spiller guitar og mandolin) har Janus Bechmann (guitar og banjo), Thyge van Dassen (violin), Dennis Ahlgren (el-bas) og Jens Kr. Dam (trommer) med sig løfter ikke i niveauet i tilstrækkeligt omfang den kunstneriske kvalitet – selv om der er enkelte sange, der turneres ganske godt – sange som ”Donna Caledonia” og ”Banjomand for Børglum Bakke”. De sange, der tynger, tynger mere end de opløftende løfter – det gælder eksempelvis sange som ”Muh, Muh, Muh” og ”Selvmordsmåger”.
Krogh fremstår – i øvrigt meget lig Frederikshavneren, Allan Olsen – som en lokalpatriot, der nok er på det rene med, at landbruget forurener, men også mener, at landspolitikerne ignorerer provinsen, som – må man forstå – er undervurderet, og, ja, prisværdig. Men i min optik også generelt skildret for endimensionelt og gumpetungt af Krogh.
** / Exlibris Musik / 37 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk