Quadro Nuevo: Happy Deluxe

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Quadro Nuevo er en usædvanlig størrelse. Gruppen er tysk, men ud fra dens materiale at dømme, kunne den være latinamerikansk – måske argentinsk, måske brasiliansk. For dens musik – som indenfor dens første snart tredive leveår er blevet belønnet med en række priser, herunder to tyske ECHO Awards – er et suverænt swingende miks af tango, samba og bossa nova m.m. Kernen i gruppen er Mulu Francel (saxofon og klarinet), D.D. Lowka (bas) og Andreas Hinterseher (akkordeon). Men på deres nye album, Happy Deluxe, er fem gennemgående gæster kommet til: Chris Gall (klaver), Tim Collins (vibrafon), Paulo Morello (guitar), Philipp Schiepek (guitar) og Marco Lobo (slagtøj). Og det, de otte dygtige musikere tilsammen skaber, er virkelig sanseligt, magnetisk, medrivende, dansabelt. Jeg er – alene ud fra dette album at dømme – ikke et sekund i tvivl om, at Quardro Nuevo elsker latinjazz, at gruppens medlemmer håndværksmæssigt / kunstnerisk er fra øverste hylde – for det, de præsterer er simpelthen intet mindre end eminent. Musikken er facetteret, men forekommer samtidig let og luftig og netop Happy Deluxe. Festlig. Man bliver glad i låget af at lytte! Bedste numre ud af albummets i alt 16 er dog, efter min mening, de mere dramatiske tangoer, Caipirinha og Erotiko. Mage til præcision, ro/uro, klang og skønhed har jeg sjældent hørt.

*****  /  GLM Music  /  75 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share