MUSIKANMELDELSE

Den canadiske jazzkomponist og –guitarist, Sam Wilson, vedgår offentligt, at hun lider af depression. Derfor var det også sin sag, da hun for få år siden besluttede sig for at flytte fra byen og op i det nordøstlige udkants-Canada, der endda – som mange andre steder på kloden – blev ramt af yderligere isolation, da Corona-pandemien indfandt sig. Kort tid efter, at rejseforbuddet blev ophævet, fik hun tilbudt et residency-ophold på den canadiske vestkyst, og dét tog hun imod med kyshånd og en idé om et projekt. Projektet fuldførte hun og Wintertides er resultatet. På vestkysten skabte hun nemlig det, man kan betegne som en mørkt, musisk univers med glimt eller striber af lys. Universet balancerer genremæssigt mellem jazz og folk. Og alle ti numre har deres særegne, næsten kammermusikalske karakter, men de hænger også fint sammen – ikke bare på grund af kompositionerne og arrangementerne, men også – og nok især – på grund af den trio, hun har samlet omkring sig. Trioen består foruden hende selv af trommeslageren Jen Yakamovich og bassisten Geordie Hart. Og jeg må sige, at de tre formår at tegne skygger, såvel som glimt eller striber af lys. Tag f.eks. et nummer som Moon Song – i det tegner bassen et dybt mørke og guitaren nogle lysglimt, der til og med understøttes af trommewhiskerne. Det er meget betagende.

****  /  Eget selskab  /  38 min.