MUSIKANMELDELSE

Den canadiske jazzsangerinde, Melissa Stylianou, er kendt og elsket i sit hjemland – bl.a. for sin andel i den vokale power-trio, Duchess. Men med Dream Dancing lærer vi (læs: jeg) hende at kende fra en anden, mere dybfølt side. Albummet er efter sigende et drømmeprojekt, der længe har eksisteret som idé, men som altså nu er realiseret: et album med standards – sang og musikledsagelse af guitar og kontrabas – spillet af henholdsvis Gene Bertoncini og Ike Sturm. Dream Dancing beror med andre ord på et simpelt (og af andre afprøvet) set-up, men det virker – fordi kvaliteten her i alle henseender er så sublim. Stylianou er og bliver en eminent sangerinde, men her er det alligevel som om, hun for alvor kommer til sin ret. Og Bertoncini og Sturm? De leverer et solidt akkompagnement – de jager ikke effekter, men skaber en bund, der optimalt støtter Stylianous sanselige tolkning. Blandt sangene på albummet er ørehængere som Jobims og Gilberts If You Never Come to Me, Van Heusens og Burkes It Could Happen to You og Rodgers’ og Hammersteins It Might As Well be Spring. Og jeg må altså sige, at Stylianou her har begået sit hidtil bedste album.

*****  /  Anzic Records  /  47 min.