Anne Eltard: Hjemkomst

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Anne Eltard er en virtuos, visionær og vidtfavnende violinist og komponist – en ”multikunstner”, som nok har sit afsæt i folkemusikken, men som også er kendt som en lydkunstner og musiker med sans for etno, balkan og jazz m.m. Hun har skrevet musik til kunstinstallationer; til danse-, performance- og teaterforestillinger; har spillet i TV og radio; medvirket på et hav af (andres) plader og spillet med et hav af kollegaer (i deres regi). Men med Hjemkomst markerer hun sig (endnu engang også) som kunstner i egen ret.

Hjemkomst er således Anne Eltards tredje album i eget navn – om end det første i fjorten år. Hvad hun har bedrevet i årene mellem 2’eren og 3’eren, skal jeg ikke kunne sige, men klart er det, at det er en modnet kunstner, der kommer hjem til sig selv – om jeg så må sige. Eltard har allieret sig med guitaristen Regin Fuhlendorf, kontrabassisten Nicolai Land og trommeslageren Anders Pedersen – og i øvrigt med en række gæster: Jens Nørremølle, Peter Klitgård, Channe Nussbaum, Monica Jakobsen og Louise Nipper. Og sammen har kvartet og gæster altså skabt et levende lydbillede, der nok genremæssigt må betegnes som folk, men som også rummer elementer af moderne (dansk)pop, latin og jazz.

Størstedelen af materialet har Anne Eltard selv skrevet – noget af det sammen med den mangeårige sparringspartner, Søren Tarding. Andet har hun lånt – det gælder f.eks. den traditionelle ”Forest” (som hos Eltard har fået titlen, ”Halvfem”) og ”Glemmer du” af Kai Normann Andersen og Poul Henningsen. Med sidstnævnte (og andre numre) tænker jeg, at Eltard balancerer faretruende på grænsen mellem folk og triviel danskpop, men hendes og Fuhlendorfs virtuositet og sammenspil gør, at nummeret løfter sig – ind i nye betydningslag og temperamenter. Og dét gør balanceakten vellykket. Indledende numre som ”Hold mig tæt”, ”Tal til mig” og ”Hun kommer hjem” fremstår endda som solide popsnedkerier – meget i kraft af Eltards virtuositet og troværdighed som vokalist. Mødet med Eltard på Hjemkomst er således både forfriskende, overraskende og fornyende – midt i al virtuositeten.

****  /  AME  /  43 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share