Bianca Nisha: Bianca Nisha

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Bianca Nisha er danske Bianca Nishas aka Ea Philippa Tanges debut – et album, der med den vemodige, vokalbaserede popmusik fremstår som uhyre stilsikkert. Klangbilledet er smukt og betagende, vokalen varieret, instrumenteringen (blandt andet med celloer) indtagende, teksterne troværdige. Bianca Nisha er i den forstand et singer-songwriter-projekt, der fortjener opmærksomhed.

Som lytter drages jeg af Bianca Nishas uimodståelige melankoli og af hendes samtidige lethed. Melankolien fremstår således som den lyse vokals ven. Det giver af samme grund mening, at Bianca Nisha betyder ”hvid nat”. Bianca Nisha spinder med let og lys stemme lytteren ind i sit fortryllende mørke.

Genremæssigt er Bianca Nisha inde at berøre det kammermusikalske / det neoklassiske tonesprog – og det lige fra start med det vidunderlige nummer, ”Bleeding Blue”, som udgør et af hendes singleudspil. Albummet som helhed er raffineret, forfinet, sfærisk og lytteværdigt. Numre som ”White Swan”, ”Slow” og ”Blank Space” er gribende – og så handler alle sangene om noget seriøst. ”Bleeding Blue” handler for eksempel om det med at være tæt knyttet til en person, der har en depression. Om det at stå på sidelinjen og rumme og udholde, at den deprimerede forsvinder ned i et hul. Om at undgå selv at blive trukket med ned.” Andre numre handler om skrøbelighed, sårbarhed, skønhed – og som nævnt: på troværdig vis. Der er helt gennemgående en autenticitet over tekster og udtryk. En atmosfære af, at Bianca Nisha har noget på spil.

Ea Philippa Tange har tidligere været en del af elektropop-duoen, Lucaléy. Arbejdet med elektropoppen blev bare sat på hold, da hun for fire år siden styrtede på sin cykel og pådrog sig en alvorlig hjernerystelse. I et år kunne hun ikke sidde foran sin skærm og lave elektropop, endsige give koncerter. Men musikken kunne hun ikke undvære, så hun endte ved klaveret og spillede og sang helt stille for sig selv. Ud af dét voksede sangene til projekt Bianca Nisha. Og tak for det.

****  /  Eget selskab  /  43 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share