MUSIKANMELDELSE

Det er første gang, jeg bliver eksponeret over for denne bacille. Men jeg må sige, at oplevelsen er så særegen og sælsom, at jeg med sikkerhed kan sige, at jeg glad og gerne stiller krop, sjæl og sind til rådighed, når der igen engang kommer nyt fra den finsk/estiske duos side. For så forunderlig og fornøjelig er bacillens (duoens musiks) indvirkning, at jeg tror, jeg kan blive afhængig. Genremæssigt er der vel tale om en form for vokalbaseret bastard folk, en på én gang traditionel og vanvittig, seriøs og sjov, teknisk kapabel og helt igennem uhøjtidelig blanding af folk, reggae og indierock med et solidt groove. Ramo Teder og Marko Veisson betjener selv alle ”instrumenter” (håndterer selv computere, loops, etc.) og så synger / reciterer / taler de sublimt – med deres karakteristisk dybe toner, der varsler bundløs fare. Der er således – selv om jeg ikke forstår meget – tale om narrativer, tale om dramaer – formidlet på finsk/estisk. Vi er måske ude på landet i det vidtstrakte og frostklare Finland, måske ude på landet i birketræernes snedækkede Estland. I hvert fald ude med den sidste langrends skiløber (titelnummeret hedder oversat til engelsk: The Last Cross-Country Skier) og ude blandt birketræerne (nummeret Kasekesed er oversat til engelsk: Little Birches). Albummet, Viimane Suusataja, rummer mange perler – og en af disse er første single: Liigutage vastu – som oven i købet rummer fine passager med violin. Det samme gør Üksindus. Og Ülesse. Konsekvensen af det hele – og af min tilbagevendende lytten til alle disse perler – er, at livsgnisten tændes. Og at tankerne f.eks. glider i retningen af dansk/svenske Fastpoholmen, samtidig med at jeg uvilkårligt tænker, at jeg aldrig før eller siden er stødt ind i en bacille som netop Puuluup.

*****  /  Ounaviks Records  /  40 min.