MUSIKANMELDELSE
Den danske singer-songwriter, Gunni Torp, har en fortid som gademusikant og værtshusmusiker.
Om det er en ”fortid”, kender jeg ikke hende ikke godt nok til at vide. Men jeg tænker, at det også kan være en nutid og fremtid. I hvert fald rummer hendes sange den rå og uhøjtidelige klang og nerve, der gør, at jeg kan se hende for mig som aktivt udøvende gademusikant og værtshusmusiker.
Hendes stil er uraffineret – d.v.s. rå og jordnær, præget af en tone og subtil, politisk dimension, som jeg husker fra nogle af de album, der udkom sidst i 1960’erne og i 1970’erne, og som i de år kunne opleves levendegjort i Fælledparken 1. maj, på Femøs rødstrømpesommerlejre eller i Fristaden Christianias konstante hashtåger. Måske endda i omegnskommunernes kolonihaver, hvor Eva Madsen den gang regerede.
Siden solopladedebuten, Det smitter fra 2012, har Gunni Torp med sin harmonika, sin særegent klare vokal og sine rødder i dansk folkelighed og balkanmusik udgivet yderligere én LP, Intakt i 2015, og en EP, 12 Toner og en håndfuld ord i 2018. Men med den nye plade, For hver kerne vi smider, følger hun op med en klædelig modenhed.
Hun fremstår herpå som en seriøs og moden digter, en reel arvtager efter Eva Madsen. Hun synger om truede dyrearter og kompostering, om feminisme, ulighed og revolte. Og dét konstant på sin egen krøllede vis – med et vuggende hamonika-groove tilsat shakers, trommer og banjo.
Og der er ingen tvivl: Hun vil noget med sine aktivistiske sange. Gøre en forskel. Markere en holdning. Holdningen fremgår endda (med lidt god vilje) af titlerne på hendes sange: ”Krøl mine vandløb tilbage”, ”Revoltens pedaler” og ”Tomheden, stilheden, grimheden, og…”.
Selv spiller Gunni Torp både harmonika og klaver. Og så suppleres hun fint af Matthias Arbo Klein på trommer og slagtøj og Boi Holm på bas, banjo, guitar og lap-steel. Sammen skaber de en særegen sang- og musikstil, der rummer lidt nordisk folkemusik, lidt protest- og kolonihavesang, lidt Balkan-blues, lidt gypsy-vibe og nogle helt almindeligt, folkelige elementer som klap og råb og frie svaj med hofterne; nogle elementer af retro og dog et forfriskende nutidigt nærvær, der får mig til at tænke på samtidige som Katinka og Folkeklubben.
*** / Eget selskab / 42 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk