MUSIKANMELDELSE De to svenske jazzkoryfæer, guitaristen Ulf Wakenius og bassisten/cellisten Lars Danielsson, er venner. Både i og udenfor scenebelysningen. De to har således meget tilfælles: hjemlandet, musikken, genren, venskabet m.m. Men de deler også respekten for Paul McCartney (og den deler de i øvrigt med manden bag de tos hæderkronede tyske label, Siggi Loch). At dette sidste er tilfældet stod klart, da projekt Taste of Honey blev lanceret. Wakenius samlede en trio, der foruden Danielsson bestod af den svenske trommeslager Magnus Öström. Wakenius stod altså med en stærk konstellation, da han skulle overbevise Siggi Loch om, at idéen om at lave et album dedikeret til McCartney var god. I modsætning til de tre svenskere, havde tyske Siggi Loch faktisk som ung oplevet The Beatles på scenen i Hamborg flere gange og hørt McCartney spille og synge Bobby Scotts standard, A Taste of Honey. Så den svenske trio fik adgang til at indspille det album, som tyskeren nu udgiver. A Taste of Honey er blevet en melodisk og meget smuk og ægte hyldest til ex-Beatlen; en svensk superjazztrios versionering af udødelige numre som eksempelvis Blackbird, And I Love Her, She’s Leaving Home og Eleanor Rigby; Beatles-numre tilført enkelte nye kompositioner – én af Wakenius, én af Danielsson og én Consuelo Velázquez. Og især én ting hæfter jeg mig ved: Wakenius’ nedtonede, virtuose og raffinerede guitarspil. Wakenius mestrer virkelig det kammerjazzede!
***** / ACT Music / 45 min.