MUSIKANMELDELSE Kuljit Bhamra er en bemærkelsesværdig, indisk komponist, musiker og producer, hvis hovedinstrument er tabla’en. Bhamra er nok mest kendt, globalt, for sit pionerarbejde bag den britiske bhangra lyd, for sine film scores og for sit samarbejde med vidt forskellige musikere fra vidt forskellige genrer og kontinenter. Men på sit nye album er det den traditionelle, indiske musik, Bhamra udforsker og formidler – om end på sin egen måde, bl.a. med brug af elektroniske virkemidler. På Essence of Raga Tala tager han livtag med to håndfulde ragaer, som han – enten som solist eller med varierende sidemen – udsætter for opdateringer bl.a. ved anvendelse af el-guitar og synthesizer. Dét i sig selv tager de traditionelle musikstykker i nye retninger. Essence of Raga Tala er af samme grund et skønt album for den lytter, der elsker traditionel indisk musik og kan forlige sig med en opdatering i moderne vestlig retning. Uanset hvad indtager Bhamras tabla’er hovedrollen og det på fascinerende, næsten meditativ vis.
*** / ARC Music / 78 min.