Caroline Henderson: Den danske sang

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE Caroline Hendersons personlige historie har været beskrevet i mange artikler og interviews, endda i en musikteaterforestilling – ”Jazz, Love and Henderson” på Gasværket i 2012. Så den personlige historie skal jeg her undlade at komme ind på.

Kun skal jeg nævne, at svensk / amerikanske Henderson først kom til Danmark i en alder af 21 år; i de første år her til lands følte sig som en fremmed – mørklødet og svensktalende, som hun var; men bare seks år efter også blev landskendt som halvdelen af den succesrige duo, Ray Dee Ohh (med Marie Bramsen); og at hun kort efter at duoen opløstes solodebuterede med albummet, Cinemataztic, der kastede flere hits af sig og indbragte hele syv Grammy’er.

Nu foreligger så Den danske sang, Hendersons tolvte soloalbum – det første som helt og holdent er på dansk. Og herpå tager Henderson livtag med mere eller mindre kendte, danske sange; sange, der har det tilfælles, at de indkapsler hendes personlige tidsrejse med musik og indrammer hendes personlige syn på danskhed. Det er sange som Carl Nielsen og B.S. Ingemanns ”Tit er jeg glad”, Kai Normann Andersen og Viggo Barfoeds ”Der var engang” og Karen Jönsson og Carl Viggo Meinckes ”Hvorfor er lykken så lunefuld”. Men også samtidige sange som Trilles ”Hej søster”, Benny Andersens ”Længsel efter Sverige” og Sebastians ”Nyt lys i mørket”. Foruden egne numre – eksempelvis åbningsnummeret, ”Rejsen”, som Bent Fabricius Bjerre har skrevet musik til.

Udtrykket, helt generelt, er som akustisk vokaljazzpop. Flere af sangene er helt enkle, til tider sakrale, altid lyriske. Andre har beats og byder på kor og / eller strygerarrangementer. Men fælles for alle er, at de er stemningsmættede, sanseligt smukke og intense, næsten intime – præget af en åbenlys kærlighed til sproget, fortællingerne og udtryksformen. Og igen-igen må jeg altså sige, at der fra Hendersons side er tale om en vokal pragtpræstation, eminente fraseringer, formidling på højeste niveau. Og det takket være hendes egen stemmepragt og musikalske sans. Men også takket være et godt samarbejde med pianisten Nikolaj Hess, bassisten Daniel Franck og trommeslageren Jakob Høyer (og alle de øvrige medvirkende).

Henderson befæster med Den danske sang sin position som en af disse årtiers største danske (jazz)sangerinder.

***** / Stunt Records / 42 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share