KONCERTANMELDELSE Agnes Obel har gjort det godt. Fra at have været en ukendt dansk singer-songwriter er hun – med nu fire studiealbum bag sig og fra en selvvalgt ”isolation” i sin bopæl i Berlin – blevet en forholdsvis stor stjerne i Europa med sin minimalistiske sang og musik.
Genremæssigt balancerer hun fint mellem den melodiske pop og den neoklassiske musik. Hendes musik er præget af en melankolsk tone og emmer af intimitet, selv om teksterne ikke fremstår som private betroelser.
I denne uge gav hun to koncerter foran et siddende publikum i K.B. Hallen (onsdag og torsdag) og foran hende ligger en omfattende turné i Europa og USA, Canada og Mexico – i det nordamerikanske som support for australsk/britiske Dead Can Dance. (Har Agnes Obel ikke i forvejen et publikum på den anden side af Atlanten, får hun i selskab med Dead Can Dance potentielt adgang til det).
Nuvel. Jeg indfandt mig i K.B. Hallen torsdag aften til hendes helt eget show, og jeg må tilstå, at jeg allerede undervejs i koncerten blev splittet. På den ene side kunne jeg konstatere, at lyden var eminent. Agnes Obel og hendes tre sidewomen lød virkelig godt – både vokalt og instrumentalt. På den anden side blev jeg bekræftet i, at Agnes Obels musik ikke egner sig til en stor arena. Minimalismen og intimiteten i hendes sange kalder på en nærhed, som K.B. Hallen ikke tilbyder.
Lige så minimalistisk, som musikken er, lige så minimalistisk var lys- og sceneshowet på Frederiksberg. Så for os på de bagerste rækker blev koncerten (der ikke blev videodækket og af samme grund ikke bød på nærbilleder på storskærme) en underlig fisk udspændt mellem intimitet og afstand. Agnes Obel og hendes band forblev tændstikmennesker, selv om deres lyd var intens og indbydende.
Materialet var nyt og gammelt – hentet både fra det nye album, Myopia (som udkom på prestigiøse Deutsche Grammophon i sidste uge), og fra tidligere udgivelser. Det bød med andre ord på variation. Men samtidig understregede det også, at Agnes Obel er tro overfor sin oprindelige signatur – at hendes kurs helt fra start har været klar og stringent – uanset pladeselskab.
I dag fremstår hun som en original kunstner. Det gjorde hun helt sikkert i K.B. Hallen.
Men hendes musik rummer også den fare, at den – på grund af minimalismen – kan blive konform og kedelig. Dét var den i momenter umådelig tæt på at blive i K.B. Hallen. Havde musikerne ikke været så gode og lyden så eminent, var det ikke lykkedes Agnes Obel at holde liv i publikum.
Jeg er overbevist om, at mange blandt publikum savnede nærheden. At mange i behørig respekt for Agnes Obels værk og åbenlyse rækkevidde affandt sig med omstændighederne (afstanden til scenen), men ville have foretrukket noget andet: intimiteten, syn for sagn, melankolien manifesteret!
Uanfægtet heraf åbnede Agnes Obel torsdagens koncert med to sange fra albummet, Aventine (2013) – ”Words Are Dead” og ”Dorian” – men siden gav hun god plads til numre fra sit nye album, Myopia (2020) – med ”Camera’s Rolling”, ”Parliament of Owls”, ”Island of Doom”, ”Promise Keeper”, ”Broken Sleep” og ”Myopia”.
Og, nok så væsentligt: Hendes signatur var den samme, klare og stringente – uanset hvor mange år den enkelte sang havde på bagen! Men afstanden! Den forblev et problem. Fraværet af intimitet. Kombineret med minimalismen. Agnes Obel er jo ikke mobil på en scene som en MØ eller Lukas Graham. Og i en sportsarena som K.B. Hallen sidder vender man altså ikke blikket indad i meditation.
*** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk