MUSIKANMELDELSE Åbningen på Sarah Elgetis nye (tredje) album, Dawn Comes Quietly, overrasker mig. For jeg forventer et element af power, men mødes af et nedtonet, næsten kammermusikalsk udtryk, der dog langsomt forvandler sig til en smuk, instrumental jazzballade, Magical Thinking, og som fortsætter over i en anden ballade med mere fremdrift – og en skøn gæstevokal ved Sidsel Storm, Whereto? Men efterhånden genkalder jeg mig også tidligere oplevelser med Sarah Elgetis musik: hendes varme, næsten stoflige lyd og fremdriften og den samtidige ro i hendes musik. Og dét, selv om hun har skiftet alle sidemen ud og nu har en kvartet mod tidligere tiders kvintet. Kvartetten består foruden hende selv af Nils Raae på keys og kromatisk mundharpe, Anders Fjeldsted på bas og Henrik Holst Hansen på trommer. Og så er der gæster på enkelte numre: Sidsel Storm på vokal, Søren Birkelund på klarinet, Marianne Eriksen på barytonsax og Alexander Kragelund på violin. Samlet set fremstår udtrykket som modnet, mere strømlinet og stringent. I den forstand som et vidnesbyrd om en kunstnerisk udviklingsproces, der er for opadgående. Men som stadig, som sit umiskendelige udgangspunkt, har Elgetis varme saxtone.
**** / Gateway Music / 59 min.