MUSIKANMELDELSE Der er ingen tvivl om, at amerikanske Scott Robinson har mange kvaliteter – både som jazzkomponist og –saxofonist. Men at dømme alene ud fra hans nye album, vil jeg foretrække at høre ham fortolke andres musik snarere end forløse sin egen. For selv om Tenormore helt gennemgående er et flot triojazzalbum – det rummer ti fine skæringer, hvoraf fem er af egen avl – så er det fortolkningerne af de etablerede standards, der træder frem som de mest sublime. Robinsons fortolkning af f.eks. Adams’ og Strouse’ Put On a Happy Face og Distel og Reardons The Good Life er ganske enkelt fremragende – måske slet og ret fordi Robinson tager sig tid, uendelig tid, og skaber en klædelig, næsten smertelig ro i og omkring disse. Ved sin side har han pianisten Helen Sung, bassisten Martin Wind og trommeslageren Dennis Mackrel, og tilsammen gør de fire altså virkelig en god figur i nævnte numre, hvorimod de forekommer mig lidt forcerede i andre, især Robinsons egne. Det er i den forstand som om, der går en imaginær skillelinje ned igennem materialet, som enten anslår følelsesmæssige strenge eller intellektuelle overvejelser. Og alt andet lige vil jeg altså foretrække følelserne!

**** / Arbor Records / 67 min.