KONCERTANMELDELSE Der er ingen tvivl om, at han var nervøs. Han sagde det selv. At han var nervøs. Og siden at han var rørt. Og han lignede netop det. En der indledningsvist var nervøs, og en der siden var rørt – for eksempel over modtagelsen på det, der næsten må kaldes hjemmebanen. Men som han også sagde, efter at have indledt ret overbevisende med Not a Damn Thing Changed, Take The World by Storm og Strip No More: ”Det er nu, vi må gøre os umage, for mor er her”. Og så gjorde han sig ellers umage og sang – nærmest som en hyldest til sin mor – Mama Said. Herefter sang han til sin far – You’re Not There. Til kæresten, Stick Around, og til barnet, Lullaby. Sidstnævnte nummer rummer barnets hjertelyd optaget under ultralydsscanning af den gravide kæreste – hvilket han pointerede fra scenen.

Dermed var familiedelen af programmet lige som overstået.

Nogle – især maskuline anmeldere – fandt måske den del af programmet lovlig patetisk, men personligt fandt jeg det helt på sin plads, troværdigt, ærligt og ægte. Det, at Lukas Forchhammer alias Lukas Graham både ville og kunne bruge sine egne, helt personlige livserfaringer og gøre dem til universelle fortællinger var både pris- og bemærkelsesværdigt. For det vidnede om en kunstnerisk modenhed. Dét at han kunne bruge af sin hovedstol uden at blive for privat!

Naturligt nok ville han gerne et godt stykke ind i koncerten feste, og nummeret Drunk in the Morning var et godt sted at starte festen. Derfra – og resten af koncerten – blev faktisk én (om end ikke så lang) fest – selv om det afsluttende ekstranummer var noget så usædvanligt som en invitation til en Funeral.

Mit indtryk var, at folk tog del i festen. At folk nød den æstetisk vel konstruerede scenografi og den eminente lyssætning. Endda lyden (selv om dén ikke, hvor jeg sad, var så vanvittig god). Mit indtryk var også folk nød Lukas Forchhammers sceneoptræden, hans korte og til tider lidt for lange indlæg, hans hop, spring og løb. Kort sagt: Hans sceneautoritet.

For det havde han – autoritet, kontrol og en smittende energi. Foruden en bemærkelsesværdig sikkerhed i vokalen, et habilt instrumentalt akkompagnement og et gospelkor, der virkelig sagde spar to.

Summen af det hele – sangene, musikken, besætningen, scenografien, lyset og udfoldelsen gjorde den første af hele tre koncerter i gigantiske Royal Arena så absolut vellykket. Kun en ting var for mig virkelig forstyrrende – og det var lyden, der ofte blev som en massiv mur uden nuancer.

Men mor må alligevel have været stolt og en gang for alle overbevist om, at det er sandt, hvad sønnen siger: ”At man kan leve af at spille musik!” Og at man kan blive feteret og idoliseret.

De tre koncerter i Royal Arena – hvoraf tirsdag aftens var den ekstra-ekstra – indgår i Lukas Grahams Purple Tour, men selv om de således skal supportere det nyeste album, havde koncerten mere karakter af en tilbagevenden og en statusopgørelse. Og jeg må lade den lille mand fra Fristaden, at han har gjort det godt. Jeg kan forstå, hvis moderen er stolt. For Lukas Forchhammers evner som sangskriver og sceneoptrædene er ekstraordinære. Hans evne til at forbinde sit eget liv med kunsten ditto. Hans vokale styrke, sprælske krop; hans autoritet og nærvær på scenen; hans subtile politiske stikpiller; alt dét er prisværdigt. Og det er jeg ganske givet ikke ene om at mene. Tænk engang – tre, næsten udsolgte koncerter i Royal Arena. Og lørdag og søndag – to udsolgte koncerter i Boxen. Det er sgu lige før, han er på niveau med gulddrengene.

**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk