Ikke for at være nedladende, men musikken på Ernesto Cervinis nye album med Turboprop må beskrives som konventionel. Ganske vist er det hævet over enhver tvivl, at canadiske Cervini og hans fem sidemen er ekstremt dygtige musikere; det skal også siges, at Cervini som komponist og kapelmester notorisk er kompetent; men musikken på REV er alligevel blevet af den lidt kedelige, konventionelle, forudsigelige, intellektuelle og indadvendte slags. Det er musik, der mere er funderet på teknik end følelse, og teknik kan man selvfølgelig være optaget af, men jeg foretrækker selv at blive mødt, rørt og bevæget. Og dét bliver jeg ikke med REV. Igen – talentet er evident. Kreativiteten ditto. Men albummet som helhed fæstner sig ikke i min erindring, i min sjæl, under min hud. Hverken de mere avantgardistiske, bombastiske eller traditionelle numre fæstner sig. Men det skal pointeres, at der er flere solopartier, der så absolut er det hele værd. Og dét skyldes selvfølgelig både, at kompositionerne lægger op til dem, og at de fem sidemen kan forvalte dem.

***  /  Anzic Records  /  49 min.