Det er syv år siden, hun sidst udgav noget. Men nu er hun her altså igen – den forunderligt skæve sangerinde, Thulla (med efternavnet Wamberg). Hun har alle dage været i en kategori for sig, (selv som helt ung) en ”gammel” stemme, rundet af… ja, jeg ved ikke hvad, men mine tanker ryger det ene øjeblik uvilkårligt i retningen af Anisette, det andet i retningen af Eva Madsen (hende med kolonihavehuset), på åbningsnummeret (Carry On The Dancin’) på det det nye album, endog i retningen af Leonard Cohen. Der er samme langsommelighed, samme nostalgiske forbundethed til en fortid (med en anden hastighed) over hendes udtryk – noget folkeligt, uraffineret og utrimmet. Materialet på det nye album er hovedsageligt groet i egen have og lægger vægt på teksterne, men sangene fremføres også med en simpel musikledsagelse – bas, trommer, keys – der umærkeligt giver lytteren det indtryk, at han/hun er publikum til en kabaret bestående af umærkeligt sammenhængende, men dybt fascinerende tableauer. Selv versioneringen af The Doors’ People Are Strange og Bertolt Brechts & Kurt Weills Alabama Song bliver interessante dele af kabaretten, der giver sit modne publikum en fin tur i karrusellen.

***  /  MusikGalaxen  /  39 min.  / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk