Thomas Fonnesbæk har for længst bevist sit værd som jazzbassist. Men her, hvor han spiller duet med den amerikanske jazzpianist, Justin Kauflin, er det alligevel som om, han finder ind til en ny kerne i musikken, formår at blotlægge déns inderste væsen og dermed beviser sit kunstneriske værd på ny. Fonnesbæk og Kauflin har selv bidraget med syv af albummet Synsthesia’s ti skæringer – de resterende tre er skrevet af Cole Porter (It’s All Right With Me), Oscar Peterson (Nigerian Marketplace) og John Lennon / Paul McCartney (For No One). Men uanset ophavsmand / -mænd fremstår albummet som helhed stringent, musikken som skabt med en retning for øje. Man fornemmer, at de to kunstnere har fundet spontan glæde i hinandens selskab, for deres sammenspil fremstår som ukompliceret og selvfølgeligt. Deres musik fremstår som musik på musikkens præmisser: en frisk og glædesfyldt udforskning af jazzballadens – og klaver/bass-duoens – potentiale. Uanset om man lytter til en stilfærdig ballade som For No One eller en tour-de-force som Semiosis, bliver man derfor optændt af fascination og fryd over de to musikeres præstation.
**** / Storyville Records / 58 min.