Den danske jazzbassist, Peter Vuust, har længe haft noget, der – set udefra – minder om et lykkeligt samarbejde med den norske sangskriver, Roy-Frode Løvland, og den danske jazzsangerinde, Veronica Mortensen. Det nye album, Leaves of Love, involverer af samme grund også dem alle tre – foruden Peter Vuusts kvartet, der (foruden kapelmesteren selv) består af Lars Jansson på klaver, Paul Svanberg på trommer og Peter Asplund på trompet. Faktisk er det som om, Vuust, Løvland og Mortensen denne gang virkelig har ramt hinanden, for musikken og sangene swinger og emmer af gejst, overskud og en kollektiv trang til at formidle. Sangene støttes organisk fint af rytmegruppen, men også – og især – af Asplunds trompet, der næsten danser med Mortensens vokal. Et nummer som It’s April er et godt eksempel herpå. Nummeret bobler af spirende kraft og fascinerer ganske enkelt. Men det samme gør også de mere melankolske ballader, som albummet så rigt byder på. Det er som om, samarbejdet har nået et meget tillidsfuldt, trygt og let niveau, uden dog at henfalde til grålig hverdagspåklædning.
**** / Imogena Records / 69 min.