Den amerikanske barytonsaxofonist, Brian Landrus, har med sit nye jazzalbum, Generations, skabt noget, der minder om et monstrøst værk – skrevet som det er for en besætning på hele 25 hoveder. Albummet indledes med en koncert i fire satser, Jeru Concerto, og fortsætter over i flere andre numre, men det hele synes som tænkt i én helhed. Og det gør albummet bemærkelsesværdigt. Og til noget der minder om et værk! At Landrus store orkester forløser kompositionerne til perfektion styrker kun oplevelsen af, at der her er noget særlig stort på spil. Udtrykket er mange facetteret og afspejler – selv om der umiskendeligt er tale om jazzmusik – at Landrus også finder inspiration i klassisk musik, i world, reggae, soul, funk og hip hop. Musikken er kompleks, stor, netop monstrøs. Samtidig med, at den er eventyrlysten, søgende og voldsom. Den er prof, men også meget krævende for lytteren – alt andet end en walk in the park. Og måske i virkeligheden meget kendetegnende for den nye komplekse jazz, som rammer New Yorks scener i disse år. Fedest er det laid-back, reggae-inspirerede nummer, Orchids.

****  /  BlueLand Records  /  59 min.