På den ene side var han i sit bevægelsesmønster og i sin måde at tale på slow, som i konstant chill mode. På den anden side var han ophavsmand og medvirkende kraft i forløsningen af et meget vitalt materiale. I den forstand fremstod Herbie Hancock torsdag aften som dobbelttydig.

Men summen af hans mange år på jazzscenen er måske bare den, at han på én gang har formået at forblive ”cool” og samtidig har formået at komponere en masse musik, som kan fremstå løs i kanten (men til gengæld åbne mulighed for improvisation) – om end han også har komponeret masser af musik, der mere stringent kombinerer den moderne jazz og funkmusikken.

Til sidstnævnte kategori hørte i hvert fald det ekstra-nummer, som Herbie Hancock og hans sidemen torsdag aften leverede med kunstnerisk tæft i Koncertsalen i DR-Byen. Nummeret Chameleon var et funky og meget klart defineret nummer. Til sidstnævnte kategori hørte også sættets afsluttende nummer, Cantaloupe Island, som Hancock og hans sidemen miksede med det mere komplekse Flying.

Men forud for disse numre havde Hancock og de fire sidemen spillet disse fire numre – Overture, Actual Proof, Come Running to Me og The Secret Sauce – vel at mærke i et forløb, der nok bød på fede grooves og fascinerende soli, men også fremstod mere udefineret og retningsløst.

Der var ganske vist ingen tvivl om, at de fire sidemen var exceptionelt stærke: De fire var Lionel Loueke på guitar, James Genus på bas, Terrace Martin på sax og keys og Vinnie Colaiuta på trommer. Især Loueke og Martin måtte man bøje sig for efter diverse magtdemonstrationer af soli.

Men selv om musikken med sin indbyggede power rev og ruskede i alt og alle, var det som om, den ikke som helhed tog retning, hvorfor undertegnede også helt uvant blev ramt af utålmodighed. Hvorhen herfra? Dét var spørgsmålet, der indfandt sig, fordi musikken i den første time næsten forblev en teknisk skitse: resultatet af en introvert udforskning.

****  /  Koncert også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk