Om cirka to måneder udkommer den tredobbelte Grammy Award vinders nye album – en hyldest til Memphis, Tennessee – men allerede lørdag aften, den 8. juli, gav hun sit københavnske publikum et indblik i, hvad dét album indebærer: nemlig et sporskifte.

Amerikanske Dee Dee Bridgewater er kendt som jazzsangerinde, og det er som sådan, hun har vundet sine mange priser (og er blevet en del af Jazz Festivalens program). Men hendes nye repertoire er ren og skær R&B. I momenter tilsat soul. Og så er det et stilsikkert trip down memory lane, idet alle numre er coverversioner af gammelkendte (og mindre kendte) numre, som på den eller anden måde er forbundet med Memphis. Det drejer sig om numre som James ’St. Louis Jimmy’ B. Odens Goin’ Down Slowly, Isac Hayes’ og David Porters The Sweeter He Is og Booker T. Jones’ Chicken Pox. I Dee Dee Bridgewaters version bliver disse varmblodige og svedige sydstatssange leveret med rå styrke og gennemslagskraft.

Fremførelsen i Amagerbio kunne ganske vist ikke kaldes raffineret, heller ikke forceret, men fremførelsen var stålsat, vital og med sikker tæft for dramaet, fortællingen og den iboende smerte, kamp og selvopretholdelse, som kendetegnede (og måske stadig kendetegner) de sortes dagligdag i Syden.

Dee Dee Bridgewater fremstod på én gang som ydmyg og ramt af et kald. Hun ’lagde op og ned’ som en anden sydstatspræst og swingede med sin vokal og sit store orkester gennem hele materialet med en tilsyneladende naturlig fornemmelse for (troens kraft og) the rhythm. Bedst af alt i Roy Hawkins’ og Rick Darnells The Thrill Is Gone. Dét nummer blev i sin tid udødeliggjort af B.B. King, som – kunne man forstå – også blev en af den 67-årige sangerindes gode venner, men i Dee Dee Bridgewaters versionering blev sangen alligevel tilført nye dimensioner – vokalt og instrumentalt. Man fornemmede i hendes version så at sige, hvordan det føles at nå til den erkendelse, at The Thrill Is Gone. Dee Dee Bridgewater fyrede den af, brølede, råbte, lo og græd alt imens, hun svansede rundt med sin ene fod i en walker. Dét handicap lod hun sig ikke mærke af. Tvært imod: Hun gav alt, hvad hun havde – selv om det altså var uden det store raffinement. Ægtheden og nødvendigheden var i dén grad nærværende – fra ende til anden.

****  /  Koncert også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk