Den herboende, italienske komponist og bandoneonist, Paolo Russo, har ved flere tidligere lejligheder vist sit værd som komponist, kapelmester og musiker. Alligevel er der ingen tvivl om, at netop dette, hans nye album, Tangology, er et af hans mest ambitiøse til dato. Albummet er et egentligt værk: en suite i elleve dele skrevet til og forløst i samarbejde med det klassiske Ensemble MidtVest fra Herning. Værket har naturligt nok Paolo Russos egen bandoneon som hovedinstrument, men de syv klassiske instrumentalister (strygere, blæsere og klaver) udgør et vitalt mod- og medspil. I den forstand står de i alt otte instrumenter godt og (melo)dramatisk til hinanden – som det sig hør og bør, når der er tale om tango. Suitens elleve dele former sig – med det instrumentale drama – som en fortælling i fascinerende kapitler, der både rummer indbyrdes udfordringer og fælles drømme og en bevægelse fra start til slut. Med andre ord: Det er lykkedes Paolo Russo – med ensemblets mellemkomst – at skabe et kunstværk af betydelig dimension – et sanseligt, sensitivt, melodisk og respektindgydende noget-nær-mesterværk.
***** / Exlibris / 52 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES