Færøske Eivør er en af de mest virtuose singer-songwritere i Norden (og Europa): en eminent sangskriver, som med stor spændvidde – musisk såvel som vokalt – kan forløse sit eget materiale, så man tænker urnatur, uanset genre. Hun er urnatur, når hun sidder ved det blanke nodeark, når hun går i studiet med sin akustiske eller elektroniske folkpop, og når hun træder op på scenen og spiller og synger af karsken bælg. Hun er ét med musikken, troværdigt til stede og vokalt tilsyneladende helt ubesværet, selv når materialet er meget krævende. Hendes musikalitet, hendes sangstemme – alt ved hendes kunst er gåsehudsfremkaldende og ekstraordinært. Og Bridges, det første af to nye søster-CDer, er ingen undtagelse. Det engelsksprogede folkpop-album er eminent, smukt, gribende. Den akustiske guitar, de elektroniske beats, den mange facetterede vokal – musikaliteten er evident og netop ekstraordinær. Og så rummer CDen nogle uhyre iørefaldende numre, som har hitpotentiale og ”krop” til at blive stående for eftertiden. Dét gælder f.eks. åbningsnummeret, Remember Me. Det gælder titelnummeret. Bridges er fremragende.
***** / Tutl / 38 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk