Den amerikanske Grammy Award vinder, Terri Lyne Carrington (født i 1965), er måske, som Spiegels anmelder har skønnet det, den største kvindelige jazztrommeslager i verden pt. Dizzy Gillespie så hendes kvaliteter for årtier siden. Og efterfølgende så Herbie Hancock, Wayne Shorter, Al Jarreau, Stan Getz, David Sanborn, Joe Sample, Cassandra Wilson, Clark Terry og Dianne Reeves dem. Alle de nævnte har hun af samme grund spillet med. Og på dette opsamlingsalbum, som udgives i anledningen af ACT’s 25 års jubilæum, kan man – foruden Herbie Hancock – høre hende i selskab med musikere som Nguyên Lê, Terence Blanchard, Wallace Roney og Greg Osby. The ACT Years rummer således numre fra tre album – Jazz Is a Spirit (2002), Nguyên Lês Purple – Celebrating Jimi Hendrix (2002) og Structure (2004), og det, der slår undertegnede, er ikke bare, at Carrington som trommeslager og sanger er fænomenal, men også at hun som komponist, arrangør, sideman og producer fremstår som enestående. Opsamlingsalbummet afspejler, at hun som musiker er mangefacetteret, vidtfavnende og teknisk set suveræn. Hun mestrer det ekspressive såvel som det lyrisk inderlige.
**** / ACT Music / 65 min.