Den amerikanske jazzguitarist, Nate Radley, er indbegrebet af en virtuos. På én gang er han en musiker, der spiller pænt og en musiker, der har kant. Han er, som All About Jazz’ anmelder, Dan Bilawsky, har sagt det: ”en stemningskreatør, der med relativt få virkemidler kan skifte fra tristesse til vrede til fuldkommen ro”. Radley er uddannet fra New England Conservatory i Boston og er blevet undervist af bl.a. John Abercrombie, Jerry Bergonzi og George Russell. Han pladedebuterede i eget navn i 2012 med The Big Eyes, har i dag sit eget orkester, er fast sideman i orkesteret Bad Touch og har i øvrigt spillet med musikere som Alan Ferber, Jon Gordon og Dave Smith. Lytter man til hans nye album på Steeplechase, Carillon, skulle man imidlertid tro, at hans meritter var mange flere. For albummet emmer i dén grad af rutine. Man skulle tro, at Radley havde mange flere år på bagen, for hans kompositioner / ballader emmer af tyngde og skønhed. Måske også fordi, materialet bliver så formfuldendt forløst af konstellationen, som – foruden kapelmesteren – består af Chris Cheek, Matt Clohesy og Ted Poor. Især mødet mellem Radleys guitar og Cheeks virtuost dansende tenorsax vækker glæde.

****  /  SteepleChase Productions  /  63 min.